Jeg slog efter den forkerte bold i rundbold

I børnehaven lavede de andre børn perleplader, men ikke Mia Særkjær. Når der blev spillet bold, trak hun sig, og på gyngen sad hun helt stille. Først som 11-årig fik hun forklaringen

af Marianne R. Eskildsen
mre@herningfolkeblad.dk

Foto: Herning Folkeblad, Malene Korsgaard

I et særskilt lokale hos Wichmann Optik har optiker Helle Skov hængt en bold med tal i en snor fra loftet, så den svajer frem og tilbage. Under den ligger en lang, flad balancebom af skumgummi. 11-årige Mia Særkjær stiller sig for enden af den, retter blikket mod bolden og begynder at gå – trin for trin – mens hun følger dens bevægelser med øjnene.

Øvelsen er en af mange, Mia har trænet det seneste halve år for at styrke sit samsyn. Siden hun var lille, har hendes øjne ikke arbejdet sammen, hvilket har gjort alt fra læsning til balance svært og endda umuliggjort finmotoriske aktiviteter som at lave perleplader.

– Når man ved, hvor mange perleplader der bliver lavet i en børnehave, er det bemærkelsesværdigt, at Mia aldrig har lavet én eneste, siger hendes mor, Christina Særkjær:

– Men i dag giver det jo mening.

Mia har været frustreret over alt det, hun ikke kunne, men det største problem har, ifølge Christina Særkjær, været, at Mia ikke vidste, at der var noget galt og dermed heller ikke kunne give udtryk for det.

– For hvordan skal man sige, at noget er galt, når man ikke ved, at det kan være anderledes, spørger Christina Særkjær.

I dag har en målrettet indsats med synstræning forandret Mias liv, og for nylig har hun for første gang lavet perleplader med hjerter på.

Manglende koncentration

Når Mia skal fortælle om de udfordringer, hun har haft, nævner hun blandt andet problemer med at læse.

– Jeg havde svært ved at læse. Jeg skulle læse 20 minutter om dagen, og når jeg læste, sad jeg med hånden for det ene øje, siger hun, og hendes mor tilføjer:

– Hun sad og gned sig i øjnene. Hun lavede alt muligt andet end at læse, og hun blev aldrig færdig med sine opgaver i matematik eller dansk, siger hun og lader blikket flakke rundt for at illustrere, hvordan Mia havde svært ved at koncentrere sig.

Mia havde også udfordringer med balancen.

– Hun kunne højst hoppe på trampolin i fem minutter, og hun havde svært ved at gynge højt. Hun sad bare på gyngen helt stille og kiggede, fortæller hendes mor.

Det samme gjorde sig gældende i idrætstimerne.

– Hvis vi spillede fodbold, trak jeg mig lidt tilbage, for jeg var ikke den bedste

til at skyde til en bold, siger Mia.

Også rundbold voldte problemer.

– Jeg så to bolde på én gang, og jeg måtte slå tre gange, før jeg fandt ud af, at jeg skulle ramme »den anden« bold, siger Mia.

Afviste samsynsproblemer

Hun blev ikke drillet, men hun mærkede tydeligt, at hun var anderledes.

Når de i klassen skulle finde makkere, blev hun ofte valgt fra, fordi hun var langsommere end de andre, og det gjorde hende ked af det.

I tredje klasse tog Christina Særkjær Mia med til en øjenlæge i håb om at finde en forklaring på hendes udfordringer.

– Hos øjenlægen gennemgik hun en test, og vi fik at vide, at det ikke var så sært, Mia havde problemer, for hun skulle have læsebriller. Hun skulle bruge dem i et år, så ville hun formentlig kunne lægge dem fra sig igen, fortæller Christina Særkjær. Men året gik, og Mias problemer fortsatte.

I mellemtiden havde Christina Særkjær hørt om samsynsproblemer fra en kollega og begyndte at mistænke, at det kunne være årsagen. Hun spurgte øjenlægen, om det kunne spille en rolle. Det mente øjenlægen ikke, og efter et år kunne Mia derfor droppe læsebrillerne igen.

Det gjorde hun dog ikke. Selv om hendes problemer ikke forsvandt, hjalp brillerne en smule og tog toppen af hendes udfordringer.

Sundhedsplejerske råbte op

Efter et af de obligatoriske besøg hos skolens sundhedsplejerske, blev Christina Særkjær kontaktet.

– Sundhedsplejersken fortalte, at Mia havde sagt, at hun blev træt i øjnene, og sundhedsplejersken mente, at det burde undersøges nærmere.

Nu tog Christina Særkjær Mia med til Wichmann Optik.

– Det viste sig desværre, at min mistanke holdt stik. Mia havde store samsynsproblemer. Så lettelsen var stor, men jeg blev også harm. Jeg blev lettet over at opdage, hvilken problematik det kunne være, men harm over at øjenlægen ikke havde opdaget det, siger Christina Særkjær.

I august sidste år begyndte Mia Særkjær på synstræning.

Alt er blevet sjovere

Øvelsen med skumgummislangen og bolden, som hun skal følge med øjnene, er blot én af mange, hun har trænet gennem det seneste halve år, og det har allerede gjort en kæmpe forskel.

– Jeg læser mere. Jeg kan lide det. Jeg bruger længere tid på en bog end før. Jeg er endda gået i gang med en hel serie, fortæller Mia.

– Og bogstaverne i bogen er mindre, end i de bøger, hun har læst før, tilføjer hendes mor.

– Jeg læser også meget hurtigere, siger Mia stolt.

Selv gymnastik og boldspil er blevet sjovere.

– Jeg har meget mere lyst til det nu. I idræt i dag spillede vi floorball. Før stod jeg bare og kiggede, men nu tumlede jeg rundt på banen. Jeg scorede 6 mål ud af 11, og i den næste kamp 12 mål, fortæller hun begejstret.

– Det er aldrig sket før, siger Christina Særkjær og smiler.

24. januar i år lagde Mia Særkjær læsebrillerne fra sig – og hun har ikke haft brug for dem siden.